Overfladeegenskaber
Overfladebehandling med nikkelteflon giver dine emner følgende egenskaber:
- Slidstærkt
- Friktion
- Hårdhed
Nikkelteflon med tekniske egenskaber af høj værdi
Nikkelteflon, NiPTFE eller teflonnikkel omfatter kemisk nikkel PTFE (teflon), belægningen giver gode glideegenskaber, tørsmøring, lav friktion og har gode slipegenskaber (NITRIBOL).
Ved kombination af PTFE (Poly-Tetra-Fluor-Ethylen, også kaldet teflon) og kemisk nikkel, hvor PTFE forefindes som små partikler (0,2µm) ensartet fordelt gennem den kemiske nikkelbelægning, kan der frembringes en belægning (NITRIBOL), også kaldet nikkelteflon, med særdeles mange tekniske egenskaber af høj værdi.
PTFE, også kendt under navnet TEFLON, fra Dupont, er en polymer, der har gode slipegenskaber, lav friktion, kemisk bestandighed og høj temperaturresistens (300 grader celsius).
Ved frembringelse af et materiale bestående af PTFE og kemisk nikkel (et metalglas) kan man kombinere de to materialers egenskaber i en såkaldt komposit, nikkelteflon/NITRIBOL, og derved opnå en forøget slidbestandighed og større hårdhed i forhold til PTFE, men samtidig undertrykke de uheldige egenskaber, som en kemisk nikkeloverflade kan have. Her tænkes specielt på høj friktion og rivningsrisiko ved tørløb.
Belægningens hårdhed kan øges ved varmebehandling.
Nikkelteflon egnet til tørsmøringsprocesser mm.
Nikkelteflon/NITRIBOL er specielt egnet til overflader, hvor der ønskes tørsmøring til imødegåelse af rivning/reduktion af friktion mellem flader i dynamisk kontakt. Fordelen ved nikkelteflon-belægningen er, at PTFE afgives i takt med et evt. slid.
Nikkelteflon/NITRIBOL har fundet anvendelse til løsning af rivningsproblemer i spjældventiler, hvor krom-nikkel-stål har været anvendt som konstruktionsmateriale.
Der er ligeledes opnået en del referencer på plettering af diverse plast og gummistøbeforme, hvor belægningen har forbedret slipegenskaberne i en sådan grad, at anvendelsen af slipmidler er blevet overflødiggjort. Dette har specielt skabt interesse hos producenter af medicinske plastartikler. Trykluftcylindre fremstillet i aluminium har ligeledes opnået bedre funktionsegenskaber ved plettering med Nikkelteflon/NITRIBOL.
Grundet den lave friktionskoefficient (0,1 – 0,2) har nikkelteflon/NITRIBOL fundet bred anvendelse til plettering af finmekaniske dele af alle typer, hvor en olie og fedtsmøring har været uhensigtsmæssig. Generelt kan siges, at belægningen er egnet, hvor man ønsker at anvende PTFE belægningen, men den mekaniske påvirkning er så kraftig, at belægningen ikke er tilstrækkelig stabil.